Færgeselskabers uddeling af tobakskuponer var reklame

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at tre færgeselskabers uddeling af tobakskuponer var ulovlig tobaksreklame. Fra 1. april bliver uddeling af tobakskuponer helt forbudt.

Det er forbudt at reklamere for tobaksvarer i Danmark.

Scandlines, Forsea og Molslinjen har uddelt tobakskuponer til passagerer på færgerne mellem Danmark og Sverige og Danmark og Tyskland. I sin tid blev kuponerne indført, for at færgeselskaberne kunne kontrollere, at der kun blev solgt én pakke toldfrie cigaretter pr. passager over 18 år. I en sag fra 2012 vurderede Forbrugerombudsmanden derfor, at uddeling af tobakskuponer ikke var i strid med tobaksreklameforbuddet.

På færgeselskabernes tobakskuponer har dog ikke kun stået det antal passagerer i bilen, som var over 18 år, men det samlede antal passagerer i bilen, uanset om passagererne var over eller under 18 år.

Forbrugerombudsmanden har derfor vurderet, at tobakskuponerne var reklame i strid med den gældende tobaksreklamelov, da tobakskuponerne ikke fungerede som en effektiv kontrolforanstaltning, som sikrede, at der kun blev solgt én pakke og ikke flere pakker toldfrie cigaretter pr. passager over 18 år.

Forbrugerombudsmanden har indskærpet forbuddet mod tobaksreklame over for færgeselskaberne og understreget, at de kan forvente at blive politianmeldt, hvis selskaberne på et senere tidspunkt overtræder reklameforbuddet i tobaksreklameloven.

Den 1. april 2021 skærpes tobaksreklameloven, så enhver handling i erhvervsøjemed, som har den direkte eller indirekte virkning at sælge tobaksvarer, er reklame og dermed ulovlig. Forbrugerombudsmanden har derfor orienteret færgeselskaberne om, at uddeling af tobakskuponer på dansk territorium vil være helt forbudt fra den 1. april 2021.

Færgeselskaberne har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de ændrer deres praksis.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Ifølge færgeselskaberne skulle uddelingen af tobakskuponer sikre, at passagerne kun kunne købe den tilladte toldfrie pakke cigaretter på en overfart, men det forudsatte naturligvis, at færgeselskaberne ikke medtalte medrejsende børn på tobakskuponerne.”

”Når antallet af passagerer på tobakskuponen altid viste bilens samlede antal passagerer, uanset passagerernes alder, så sikrede kuponen efter min opfattelse ikke, at bilens voksne passagerer kun købte den tilladte ene pakke til eget forbrug på overfarten. Derfor er det min opfattelse, at tobakskuponerne var ulovlig reklame for salg af toldfrie cigaretter.”

”Forbuddet mod tobaksreklame er blevet skærpet som led i den nationale handleplan mod børn- og unges rygning. Fra april vil det være helt forbudt at uddele tobakskuponer.”

LOVGRUNDLAG:

Det fremgår af tobaksreklamelovens § 3, stk. 1, at ”Alle former for reklame for tobaksvarer er forbudt.”

Den gældende tobaksreklamelovens § 2, stk. 1, definerer ”reklame” som ”enhver handling i erhvervsøjemed, der har til formål at fremme afsætningen af tobaksvarer.”

Den 15. december 2020 vedtog Folketinget en ændringslov til bl.a. tobaksreklameloven.

Ifølge den vedtagne ændring af tobaksreklamelovens § 2, stk. 1, vil ”reklame” fremover også omfatte enhver handling i erhvervsøjemed, som har den direkte eller indirekte virkning at fremme salget af tobaksvarer. Det fremgår af lovbemærkningerne til tobaksreklamelovens § 2, stk. 1, at det dermed tydeliggøres, at ”uddeling af tobakskuponer ikke er tilladt”.

Ændringen træder i kraft den 1. april 2021.

Lov om ændring af tobaksreklameloven mv. (lov nr. 2071 af 21/12/2020, fremsat som lovforslag nr. L 61) kan læses her:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/2071

Forbrugerombudsmanden

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *